Det blev til en ganske sikker sejr og endnu et skridt i jagten på mesterskabet. Vi var allerede fra kampens begyndelse farlige og kom også foran efter blot 3 minutter. Der gik ikke længe før føringen var fordoblet og det var tydeligt, at Silkeborg ikke kunne svare igen. De havde store problemer med at håndtere det forreste pres og begik mange fejl, der kunne (og burde) være blevet dyrere.
Vi skiftede til vores ”Silkeborgformation” og havde tre mand i midterforsvaret, flankeret af de to backer og så blot med to midtbanespillere og tre angribere (eller en angriber med to kanter afhængigt af hvordan man ser på det). Vi var meget opmærksomme på ikke at efterlade et særlig stort bagrum til Silkeborg, måske inspireret af Midtjyllands store lærestreg, så det endte med at Silkeborg ikke havde synderligt at byde ind med. Vi stod dybt og kompakt og efterlod ikke ret meget plads mellem kæderne når vi stod dybt, hvor formationen endte med at være 541.
Vi fik ikke scoret yderligere i første halvleg på trods af mange store chancer, og ret mange ”opløb” til chancer, hvor der lige manglede den sidste præcise aflevering. I anden halvleg lagde Silkeborg ud med en rimelig stor chance og vi gik over til at blive for passive. Der gik for længe mellem, at vi fik etableret et højere pres mod dem og vi endte med at stå og parere. Det var dog ikke fordi Silkeborg blev farlige af den grund, men vi forsøgte alligevel at få rettet op på det med udskiftninger og det førte til, at vi fik udbygget føringen. Silkeborg var meget tæt på at få reduceret til allersidst og det var vel første gang, de for alvor lykkedes med at angribe bagrummet, så alt i alt fungerede taktikken ganske fint.

Grabara havde to gode redninger i kampen og havde ellers ikke meget at se til. Han var dårlig med fødderne og var noget usikker på indlæg, men fik alligevel håndteret dem fint.
Ankersen var igen med fra start og havde et par problemer, når han var i undertal, men det betød ikke det store, når vi havde tre mand i bagkæden. Ikke den store rolle offensivt.
Vavro så noget usikker ud i flere dueller og tabte også et par stykke, hvor han gik frem.
Diks var nok den bedste i forsvaret i dag. Var forudseende i mange situationer og virkede til at have større fokus (eller en større rolle) på at følge med løbene.
McKenna havde et par situationer, hvor han var ved at komme i vanskeligheder, når han skulle vende og løbe, men fik dem løst fint.
Jelert fik venstrebacken fra start og havde et par offensive aktioner, men fokus var klart på det defensive og det løste han fint.

Mattsson havde en stor arbejdsindsats i dag og skulle dække et meget stort område. Han var rigtig god i presset, men havde primært en defensiv rolle i dag og løste den ganske fint. Han havde også en lidt beskeden rolle i opspillet, men var stadig god på bolden og kom da også frem til en god mulighed.
Clem dækkede ikke et så stort område som Mattsson, men leverede stadig en stor arbejdsindsats og jeg synes at hans rolle i dag passede ham bedre. Han kom i flere dueller, hvor han dog skal være mere konsekvent, og havde en større rolle i opspillet.

Achouri spillede en god første halvleg, hvor han stemplede ind fra start og kan tilføje endnu en assist til listen.
Oskarsson var god som opspilsstation i dag, men for ofte var afleveringerne for dårlige. Han kom også frem til chancer, men manglede også den sidste skarphed. Grundlæggende dog en fin præstation.
Elyounoussi havde til gengæld skarpheden og kom på tavlen to gange, men det kunne være blevet til mere hvis hans løb var blevet ramt en smule bedre.

Kampens dommer havde ikke synderligt at se til. Den største fejl var nok at en meget klar advarsel til Mattsson blev overset. Ellers synes jeg de fleste vurderinger var gode, om end det næppe var den sværeste kamp han har dømt. Det mest kontroversielle var nok da Lind blev skadet af Grabara, men det var mere et sammenstød en noget andet. Derudover synes jeg det var en god vurdering ikke at give straffespark tidligere i kampen, da Lind nok forsøgte at filme sig til et i en situation med Ankersen.

Alt i alt var det en ganske solid og ikke mindst disciplineret indsats mod et Silkeborghold, der måske havde tankerne andetsteds og nok har mere fokus på deres kommende pokalfinale. De virkede dog ikke hæmmede i deres spil og de havde i virkeligheden bare svært ved at låse op for vores defensiv, der heller ikke satte meget på spil, men de havde dog mange fejl undervejs. Og så hører det med i ligningen, at de ikke har mange ”knapper” at skrue på når deres plan A ikke virker. I skrivende stund er den lige mellem Brøndby og Midtjylland (ingen af holdene virker til at have i sinde at forsvare), men meget kan selvfølgelig nå at ændre sig og uanset deres resultat er vores udgangspunkt det samme. Men det lægger i hvert fald op til, at der bliver tæt løb til sidst, hvor Brøndby har det bedste udgangspunkt.