Skakten har altid været et sted, hvor der var plads til lidt kant og temperament, og sådan skal det også blive ved med at være, men man kan komme til at slide på hinanden. Det gælder også folk, som aldrig ville bruge samme tone over for hinanden i den virkelig verden. Man kan med fordel spørge sig selv: Ville jeg tale sådan, hvis jeg mødte vedkommende over en øl? Ligeledes bør du lytte, hvis andre siger fra overfor din tone eller fremfærd; BBB'en er ikke en børnehave, hvor man kan få lov at dominere blot fordi man er stædigst eller højestråbende, så hvis du oplever at de øvrige ikke gider at lege med, så giv dem lidt ånderum og ørenlyd.
Derfor har vi valgt at skrive nogle punkter ned, som vi vil bede alle om at følge for at lette stemningen. Og husk, at der faktisk bare gælder samme grundregel som i forummet: Der skal holdes en ordentlig tone.
- Provokationer for provokationens skyld
Vi gider ikke se på provokationer, der udelukkende fisker efter en reaktion og søger efter et skænderi. Om det så er mellem gamle bekendte eller ej. Det er støj, og det er spild af plads og tid.
- Underlødig tone og namecalling
Det burde nærmest sige sig selv, at vi ikke vil se skaktens brugere kalde hinanden sinker, tåber, spader eller idioter. Også selv om de måtte føle sig truffet af ovennævnte provokationer. Vi vil også opfordre til selvbeherskelse, når folk skriver om verden uden for skakten, så det ikke ender i det rene bodegasprog, hvor snart sagt alle gør sig fortjent til førnævnte prædikater.
- Gentagelser og kæpheste
Få ting er mere trættende at læse end det samme budskab gentaget igen og igen med det ene formål at irritere. Dette er på ingen måde et forsøg på at bremse klassiske morsomheder eller godmodige drillerier. Det vi ikke ønsker at se er de kæpheste, der ikke tjener andet formål end at opføre sig anmassende og trættende.
- Generelle tåbeligheder
Det sker helt logisk, at brugerne lejlighedsvis rammer en privat samtale, der ikke automatisk er interessant for alle andre tilstedeværende. Det vil vi ikke forbyde. Kravet er dog, at hvad du skriver er udholdeligt at læse for mennesker generelt, og at utilgængelig snak ikke kører videre i evigheder. Derfor: Læg et minimum af intelligens i din indsats. Skriv, efter bedste evne, så det er til at holde ud at læse, og gør dig ikke dummere end du er. Prøv også at tænke over om indforstået dialog føjer nogen som helst værdi til skakten, eller om den passende kunne flyttes til en privat linje.Forhåbentlig er disse enkle retningslinjer for høflig adfærd nemme nok at håndtere i skakten. Vi skal selvfølgelig gerne assistere, hvis det skulle vise sig at knibe. :)
- Specielt om politik
Som man måske har bemærket, er der i realiteten emner som vi giver en længere snor i skakten end i resten af forummet. Men med valgkamp på vej er vi nødt til at indskærpe, at skal der gives lov til at drøfte politik skal det ske på en sober måde uden de nedladende kommentarer som en sådan debat alt for let havner i – hvilket er grunden til at vi ikke ønsker den i trådene. Lykkes det ikke, vil vi gøre noget ved det.