Viser resultater 1 til 2 af 2

Emner: Skovlunde - KB/FCK2

  1. #1
    Tilmeldingsdato
    Jan 2002
    Indlæg
    1,694

    Skovlunde - KB/FCK2

    Efter den kolossale og sagnomspundne nedkæmpning af Greve og den deraf følgende første sejr i lang lang tid, var det med hysterisk rank ryg og kejserlig stolthed, at jeg motorcyklede mig gennem diverse kummerlige forstadskvarterer for at nå frem til det skrækkelige stadion i Ballerup, hvor dagens modstander fra Skovlunde stod som værter for en forventet festforestilling af en fodboldkamp i 2. division øst.

    Skovlunde frister en tilværelse i bunden af rækken, som nr. 14, men takket være finanskrisen og et par konkurser er det lig med ”lige over nedrykningsstregen”, dog kun et enkelt point over BSV, som blot har lagt kummerlige Værløse bag sig. På trods af Skovlundes generelle jammerlighed, skal vi faktisk tilbage til 11.10. for at finde deres seneste hjemmebanenederlag, da Brønshøj gennemporkede dem med 5-0, men som Formbarometerets Fyrster (hvis vi primært kigger på seneste opgør) skulle det vel være en smal sag for KB’s drenge, som på dagen inkluderede lille henrivende Thomas Delaney, som jo i torsdags var oppe at spise kirsebær eller moreller eller noget andet med de store drenge på førsteholdet under nedsablingen af Nord-Vest i pokalen.

    Seneste opgør mod Skovlunde var sæsonstarteren, hvor KB vandt 1-0 på et mål scoret af Mads Aunvig. Seneste gang de to hold tørnede sammen på Skovlundes bane, var det en på alle måder traumatisk oplevelse og her tænker jeg ikke mindst på synet af Skovlundes angiveligt uimodståelige piger, der holder mig vågen adskillige nætter – ikke mindst ved tanken om dem, de lokale så snildt kan modstå. Nå, men det er en anden historie, og nu havde vi det jo lige så hyggeligt.

    KB’s træner i det nu iskolde sæde, Jan Michaelsen, havde ved hjælp af auralæsning, diverse horoskoper og for 5 øre taktisk snilde sat følgende hold til dagens kamp:

    Frederik Vang Larsen
    Nicklas Kristensen (anf.) – Peter Larsson – Kaspar Christiansen – Aske Krohn
    Marc Dal Hende – Thomas Delaney – Saban Özdogan – Jacob Neestrup
    Thomas Christiansen – Kevin Bechmann Timm
    Bænken: Per Weihrauch, Mikkel Hasling, Mathias Graversen og Jesper Christiansen
    Udskiftninger: 55’ ud Dal Hende – ind Weihrauch, 77’ ud Saban – ind Graversen.

    Efter at have indtaget en grillpølse af helt absurd størrelse var jeg og de 231 øvrige tilskuere klar til kampen, som blev fløjtet i gang af den helt igennem elendige Philip Gojko Pilipovic, men lige netop den kendelse var nu helt i orden. Bag mig sad et lokalt jammer-crew med Egtved-pigens mormor som vokal fortrop. Med sin voldsomt ceruthærgede stemme lykkedes det hende at jamre over samtlige kendelser, der gik hjemmeholdet imod, og det der med offside og andre spidsfindigheder var tilsyneladende ikke noget, hun havde øvet i hjemmefra.

    Selve kampen på banen startede med et energisk arbejdende KB-mandskab, der kom fint ud af starthullerne og fik lagt pres på Skovlunde godt oppe på banen. På trods af et lille overtag var det dog småt med mulighederne foran mål. I den indledende fase var der et par ”neeeeeeij, det var da ellers næsten lige ved at være tæt på”-situationer efter nogle gode hjørnespark af hhv. Saban og Aske, men ellers var det nu ikke så sindsoprivende med tilbud. I det 20. minut fik Timnaldo lige strintet behørigt ud over 2-3 gule forsvarere, og det var da bare pragtfuldt, om end det blev ved den indledende strintning og altså ikke nogen decideret afslutning imod mål. KB’ernes gode pres blev naturligvis flittigt kommenteret af Cerut-Mutter bagved, som dygtigt jamrede over, at de fik lov til det hver gang af dommeren, og det var da virkelig for galt.

    I det 23. minut fik Aske Krohn sendt et godt langskud mod mål, men ikke noget der kunne aflæses på lystavlen umiddelbart efter. Der blev begået frispark til KB, hvilket foranledigede en længere fornærmet tirade fra Cerut-Mutter, der i hvert fald også mente, at dommeren skulle sige noget til de andre, der jo som bekendt fik lov til det hver gang! Omkring den halve time fik hjemmeholdet bedre fat i kampen og på en syndflod af hjørnespark blev da også af og til semifarligt, og mod halvlegens slutning lykkedes det dem at losse en bold omtrent 1000 meter over mål fra 3 meters afstand.

    Pausen blev brugt til at gå ud i solen og tø bare en lille smule op, så de krogede og blåfrosne naller var klar til alverdens notater om 2. halvlegs fortræffeligheder, såfremt det skulle være nødvendigt. Endvidere kunne det med glæde konstateres, at Skovlundes kontingent af kvabsede skolepiger, der iført tvivlsom mundering står på række til noget musik, tilsyneladende har nedlagt arbejdet, hvorfor vi kunne nøjes med at spendere pausen akkompagneret af forfærdelig musik fra blandt andre Phil Collins.

    Tilbage på tribunen kunne det ligeledes med glæde konstateres, at Cerut-Mutter med følge havde fundet kulden for voldsom og derfor var gået ud i solen. 2. halvleg indledtes med et godt langskudsforsøg af Neestrup, men afslutningen sneg sig lige forbi målet. 2 minutter senere var det Skovlunde, der sendte en knaldhård bold op på trekantssammenføjningen. Returbolden røg ud til en gultrøjet spiller, der hamrede bolden mod mål, hvor en dygtigt reagerende Vang fik reddet situationen til UG med kryds såvel som slange (det var noget man havde i gamle dage, ok?).

    52 minutter var spillet, da Marc Dal Hende tog et godt rush op ad banen og fik afsluttet men desværre også skadet sit knæ i situationen, hvorfor han efterfølgende måtte lade sig udskifte. Weihrauch røg i angrebet og Timnaldo til venstre og Neestrup på højre midtbane. Efter en times spil kom hjemmeholdet foran, da bolden blev sparket fra højre over mod venstre og dalede ned bag forsvareren, hvor en eller anden fra Skovlunde stod relativt umarkeret og kunne tordne bolden mod mål. Frederik Vang fik med en wax-on-wax-off refleks hånden på bolden, som dog desværre havde tilstrækkelig med fart til at trille ind over stregen, selv om det jo helt klart burde have været annulleret, når nu refleksen var så god.

    Så blev der hængt lidt med hovederne i tiden kort efter, men med et kvarter tilbage startede et regulært vokalt battle på banens midte, hvor først to Skovlunde-spillere brølede ”Kom så gutter!”, hvorefter KB svarede igen med et tredobbelt ”Gutter”-tilråb, så det var jo en sand fryd. Herefter fik KB sat lidt mere tryk på, men de sidste afleveringer var ikke specielt skarpe, og det lykkedes desværre heller ikke at fastholde et konstant pres. 9 minutter før tid blev der appelleret flittigt for straffe til KB – vist nok for hånd på efter at bolden var losset ind i deres målfelt. Selv kunne jeg ikke se noget, men jeg er sikker på, at de redelige spillere i hvidt ikke havde bemærket det, hvis ikke sagen var soleklar, og således kan jeg konstatere, at Gojko på skammelig vis franarrede KB en scoring, og jeg håber DBU følger sagen til dørs.

    Mod kampens slutning var der ellers optræk til mytteri i Skovlunde-lejren, hvor spillerne flere gange jamrede ud mod bænken, at de skulle holde hovedet koldt, og at deres tilråb overhovedet ikke hjalp det fjerneste, så det var da noget at varme sig på i den arktiske kulde på langsidens tribune, hvor det i mellemtiden var lykkedes mig at nedsænke min kropstemperatur til omkring de 20 grader. I overtiden fik Timnaldo sendt et langskud mod mål, men det var lige på keeperen, så desværre ingen udligning. Kort efter havde dommer Gojko kampens anden korrekte kendelse, da han fløjtede kampen af til alles fortvivlelse. 1-0 efter en kamp med gode perioder men ganske få åbne muligheder til KB, så på den front lignede det kampen mod BSV, der jo også blev tabt 1-0. Jeg foreslår, at det taktiske oplæg til næste kamp bliver noget med at spille sig til en masse chancer og så udnytte helt vildt mange af dem kombineret med at tyre bolden utageligt op i jakel fra alle mulige vinkler.

    Næste kamp er søndag d. 26.4. kl. 10.30, hvor agterlanternen Værløse kommer på besøg til et stykke med røvfuld. Det er så dagen efter Horsens AWAY, så jeg vil allerede nu gerne benytte lejligheden til at beklage, at næste referat nok primært bliver gætværk.

    Praeterea censeo B93 esse delendam!
    Mvh.
    Morten


    Álvaro er verdens flinkeste mand
    bekræftet af Lønstrup d. 27/1-2004
    Spejder fra Mars's Avatar


  2. #2
    Tilmeldingsdato
    Mar 2009
    Indlæg
    14

    Re: Skovlunde - KB/FCK2

    Super skrevet!
    Nogen der ved hvor Danni Jensen er? Siden han ikke var på FCK2 hold.

  3. Den følgende bruger er enig i dette:

Thread Information

Users Browsing this Thread

There are currently 1 users browsing this thread. (0 members and 1 guests)

Lignende emner

  1. FCKII/KB - Skovlunde IF
    By Sebastian in forum De korte linier
    Svar: 0
    Sidste Meddelelse: 10.08.08, 12:47
  2. KB/FCK2 - Skovlunde
    By Spejder fra Mars in forum De korte linier
    Svar: 1
    Sidste Meddelelse: 27.04.08, 13:01
  3. Skovlunde-KB/FCK2
    By Spejder fra Mars in forum De korte linier
    Svar: 3
    Sidste Meddelelse: 12.11.07, 20:44
  4. KB/FCK2-Skovlunde
    By Spejder fra Mars in forum De korte linier
    Svar: 9
    Sidste Meddelelse: 07.05.07, 23:23
  5. Skovlunde - KB
    By Woody II in forum De korte linier
    Svar: 8
    Sidste Meddelelse: 19.09.06, 22:24

Regler for meddelelser

  • You may not post new threads
  • You may not post replies
  • You may not post attachments
  • You may not edit your posts
  •