›Nu nævner -smølle imidlertid selv at han kan lide John
›Zorn og Naked City! Så skal du da, -smølle, hvis du
›ikke har det allerede, tjekke The Dillinger Escape Plan
›(især EPen Irony is a dead scene med Mike Patton og deres
›nyeste, Miss Machine) og Fantômas (fantastisk
›vanvid af Slayers Dave Lombardo og Mike Patton igen).
Jeg tror - med al respekt for -smølles bredtfavnende musiksmag - at Dillinger Escape Plan er alt alt for brutalt, væltet og smadrende til at han gider at lytte til det. Det skulle da lige være "Setting fire to sleeping Giants" fra "Miss Machine" CDen, der næsten lyder som et traditionelt Patton-nummer, eller noget af det ældre mere tydeligt jazzinspirerede. "Sandbox Magician" fx.
Hvis det skal være Fantômas, så tror jeg at -smølle ville kunne more sig over "Directors Cut" CDen, hvor Patton, Lombardo & co. hærværker kendte filmtemaer, fx Godfather, Rosemarys Baby og The Omen. Fantômas' seneste projekt "Suspended Animation" er et tema over april måned og fuldstændig hæmningsløst lamende og sært - det gider han sgu nok ikke. EDIT: Whoopsie - glemte "Delerium Cordia", som jeg aldrig har hørt, men som kunne være interessant i et Zorn-Patton perspektiv.
Skulle ham -smølle alligevel gide den slags, så er der mere af samme skuffe til ørene, hos det nu hedengangne Mathcore band "Botch", hvis albums "We are the Romans" og "American Nervoso" er klassikere inden for den genre, hvor man går meget op i tekniske spidsfindigheder i musikken (ofte benævnt Mathcore eller Mathmetal). Botch gjorde sig en del i covers og har foruden egne numre bla. lavet udgaver af Carl Orffs "O fortuna", B-52s "Rock Lobster" og Black Sabbaths "The Wizard".
I øvrigt kan man da lige nå at råbe "Faith No More" inden vi forlader Pattonrelateret heavy, men dem kender -smølle sgu nok til bevidstløshed.
Derudover er der jo Rammstein, der nok burde være en lytning værd (og som -smølle sikkert også kender til bevidstløshed). Det tyske Tanzmetallband (eller hvad søren man ellers skal rubricere dem som) er jo som regel gode for solide rytmer, noget der af og til lyder som dansktopomkvæd og et til tider bizart tekstunivers som fx "Mein Teil" fra 2004 albummet "Reise Reise", der (hvis jeg husker korrekt) handler om den tyske kannibalhistorie, hvor to mænd afskar, tilberedte og spiste den enes penis, før løjerne gik videre. De er som regel også underholdende at se på, så hvis -smølle pønser på at anskaffe sig den lidt skuffende "Rosenrot" (også fra 2005), så bør han gå efter den udgave, hvor der er en DVD med koncertoptagelser med. Den er nemlig hæderlig omend kort.
-smølle nævner også Refuseds "The Shape of Punk to Come". Det er jo ret beset mere Hardcore eller Punk, og således ikke rigitg metal, men det larmer, og det er jo fint. Når nu den slags vækker begejstring, så kunne canadiske "Propagandhi" eller svenske "Raised Fist" eller "Breach" være muligheder. Propandhi mest pga. teksterne der nogle gange er blandt de mere velovervejede i punkuniverset (og andre gange er ren gak), og en god omgang vrede punktekster kan sommetider være lige hvad man står og behøver, hvis man kan holde den slags ud i det hele taget. Raised Fist fordi de efterhånden er blevet dygtige og spiller en fantastisk omgang lige-ud-af-landevejen hardcore/punk. Breach fordi de er i familie med Refused, Neurosis, Tool og Dillinger Escape Plan, især på deres ældre albums, hvor de virkelig giver den i en blanding af hardcore, prog og støjrock. Nåja - skal det være helt latterligt sært, så kan -smølle jo prøve at lytte til japanske "Melt Banana" eller "Ruins". Mest for oplevelsens skyld. Når alt det er overstået, kan -smølle jo prøve at give Tool en chance til. Han omtalte dem en gang som "at blive overhældt med et ton bronze", men måske det går bedre denne gang :-)